Mit bud på 10 smukke lamper til boligen
Vi har rigtig mange lamper i vores hjem, men det er alligevel som om, der stadig mangler noget lys hist og her. Mange af dem er købt brugt og faktisk synes jeg, at det er forholdvis let at finde smukke lamper i genbrug. Men så er der jo altså også lige alle de her smukke lamper, som ikke lige dukker op, når man søger på dba.dk. Her har jeg samlet 10 stk. jeg med glæde ville installere i mit hjem.
Bålfad wannabe
Bowl Table lampe i røget glas og kobber er designet af Knut Bendik Humlevik. Jeg er vild med det bløde lys og kombien af materialer. Har dog svoret, at jeg ikke vil have flere store gulvlamper – skide irriterende, når man skal støvsuge!
Lampe med insektben
Mantis BS4 er en alternativ loftslampe med en fleksibel arm. Lampen er designet af den engelske skulptør Bernard Schottlander og inspirationen til den lange arm kommer fra insekter. Den kunne være et fedt alternativ til den klassiske pendel over spisebordet. Det er gamle tegninger der er fundet frem og sat i produktion igen. Noget design holder altså bare…
Den fås også som bordlampe og hedder Mantis BS3. Ønsker mig også den fine lille teak kommode af Kai Kristiansen. Endnu et eksempel på tidsløst design.
Svævende keramik – what´s not to like?
At kombinere min forkærlighed for lamper med smukt glaseret keramik er ikke nogen dårlig idé. Lustre Light Flat er designet af Tom Dixon og glaseringen er inspireret af påfuglefjer og oliepletter på vand. De fåes i mange forskellige former og ville tilføre et super fedt udtryk og varme i en ellers minimalistisk indretning. De skal ses tæt på – de har den flotteste glasur!
Stræk & bøj
No 411 er en gulvlampe designet af Bernhard Albin-Gras. Jeg er ret vild med denne lampe, hvor funktionalitet og lækkert design går hånd i hånd. Lampen har en fleksible dobbelt led-arm, der kan strækkes, bøjes og vendes i alle retninger, hvilket gør den virkelig funktionel som læse- eller arbejdslampe. No 411 fås i fem farver; sort, rød, blå, gul og blank krom.
Lampen er også produceret som væglampe med navnet No 303. Perfekt over sofaens læsehjørne eller som her – over sengen.
Lysende svampe
Navnet Karl-Johan understreger tydeligt hvor inspirationen kommer fra. Her er endnu en lampe, hvor kombinationen af materialer kommer designet til gode. Lampen er designet af Signe Hytte for New Works og findes i to variationer: Røget glas/marmor og mat glas/træ. Den ville pynte så fint i min vindueskarm.
Hang on Honey
Pendlen Hang on Honey fra New Works giver dig mulighed for at skifte din skærm uden besvær. Lampen er fikseret direkte på pæren med tre enkelte silikoneknapper. Designet er enkelt med et industrielt strejf og fås i farverne; Jet Black, Oxidized Aluminium & Raw Copper. Jeg synes de er fine sammen og hver for sig og jeg kan ret godt lide det lidt rå værkstedslook.
Moderne pulverlakering møder indisk finish
Endnu en lampe fra talentfulde Tom Dixon, der henter inspiration fra hans mange rejser verden rundt – her fra Indian. På Beat Light Wide pendlen er indersiden håndbanket af indiske håndværksmestre i det nordlige Indien, hvilket giver lampen det klassike mønster man tit ser på indiske lamper og metalbakker.
Tom Dixon har også designet en væglampe ud fra samme princip i børstet messing. Lampen hedder Beat Light Wall. Tom Dixon rammer nutidens stringente retrolook og tilfører et strejf af østens mystik. Modigt!
Smukke kontraster
Her er en lille fin bordlampe fra Lampe Gras. Den hedder No 207 og er inspireret af deres originale lampe fra 1922. Den kan minde om den klassiske arkitektlampe, men jeg er ret vild med træfoden, der er en smuk kontrast til det industrielle design. No 207 fås i henholdsvis sort og krom samt en variant med blank sort arm og skærm i blank krom.
Øverst på min ønskeliste
Jeg har i mange år været forelsket i bordlampen 6631 fra Kaiser Idell, der er designet af Christian Dell helt tilbage i 1926. Jeg ærgrer mig gul og grøn over, at jeg ikke fik købt en, inden de fik et kæmpe comeback og priserne steg helt vildt. Men selv for en del år siden holdt de prisen ret godt og var ikke bare lige et tag i lommen. Jeg så engang én i et vindue. En vintage model i en smuk mat mintgrøn farve og efter at have set denne, er alle andre farver udelukket for mig. Så hvis I støder på en af dem derude, håber jeg, at I vil give lyd. Her får I et par billeder af lampen i andre – også fine – farver.

De fleste af de listede lamper er set hos Roomstore, som jeg har samarbejdet med i forbindelse med indretning af vores kontor. Da de er en engros-virksomhed, kan man desværre ikke købe lamperne direkte hos dem, men jeg er sikker på, at de kan oplyse forhandlere af de enkelte lamper.
Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/casafeliz.dk/public_html/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 405