DIY læderhåndtag

Sådan laver du nemt og billigt rå håndtag i kernelæder

Opbevaring i en lejlighed er næste altid en udfordring og nogengange drømmer jeg om en kælder med skabe fra gulv til loft, et bryggers til vasketøj og et spisekammer til opbevaring. Men når man vil bo midt i København, hvor kvadratmeterne er dyre, må man gå på kompromis. Og hvis jeg ejede en kæmpe herskabslejlighed på plus 200 kvm, ville jeg sikkert også have tilsvarende flere ting at opbevare.

Vi bliver nødt til at tænke opbevaring ind, hvor det er muligt og vi er blandt de mange, der har skuffer under sengen. Da vi satte lejligheden i stand sidste sommer og havde byggeprojekter til op over begge ører, orkede vi dog ikke projektet/udgifterne til en snedkerbygget seng og derfor valgte jeg den nemme løsning med et sengestel fra IKEA med indbyggede skuffer. Jeg brød mig dog ikke synderligt om de hvide håndtag, der fulgte med til skufferne. De var plastic-agtige og desuden stødte jeg konstant skinnebenet ind i dem, når jeg gik rundt om sengen.

DIY læderhåndtag

Jeg besluttede mig for at lave mine egne håndtag og købte en strimmel kernelæder i Skindhuset. Man kan få det i mange farver og de skærer bredden efter dit ønske. Jeg købte 2,5 cm x ca. 1 meter.

  • Giv læderet en omgang naturlig læderfedt. Jeg synes, at det gør farven pænere, men håndtagene bliver også blødere og lidt mørkere efterhånden, som de bliver brugt.
  • Skær strimlen i den ønskede længde til dine håndtag. Husk at håndtaget skal være så langt, at der faktisk er plads til at tage fat i håndtaget.
  • Bor hul i læderet – jeg brugte en syl, men der skal faktisk bruges lidt kræfter.
  • I mine skuffer var der forborede huller, så jeg købte nogle flade messingskruer med spændebolt til bagsiden. Alternativt kan man købe almindelige skruer og skrue direkte igennem læderet og ind i fronten.

DIY læderhåndtag DIY læderhåndtag

Og så var det simpelthen bare at skrue de fine DIY læderhåndtag på skufferne. Jeg synes det rå kernelæder er en fin kontrast til den hvide seng, men det allerbedste er, at jeg ikke længere får blå mærker på skinnebenene, når jeg rammer håndtagene på skufferne.

IMG_7634

DIY læderhåndtag

Færdiglavede læderhåndtag

Man kan godt købe lignende læderhåndtag, færdige og lige til at montere. Men til dels er de forholdsvis dyre og så kunne jeg heller ikke finde dem i et mål, der passede optimalt til de forborede huller i skufferne. Jo mere du bruger håndtagene desto pænere bliver læderet, og jeg er godt tilfreds med den billige hjemmelavede udgave. De kan jo også laves til køkkenet, en kommode, skabe osv.

Resten af læderet har jeg planlagt at forvandle til en form for knage. Stay tuned her på bloggen – så kommer der endnu en lille DIY om læder.

Leave A Reply

Navigate